EnGammelPræstsLivserindringer

113

»ordmissionen« på landet. Desværre tog

Vilh. Beck

deraf anledning til at kritisere os, hvorfor jeg måtte

tage alvorligt til genmæle, for at folk ikke skulde få et

fejl syn på det hele. Sagen er den, at vi i de store for

hold var nødte til at sætte adskillige forebyggende og be

varende virksomheder i gang og i det hele taget at samle

mennesker mere klassevis, end man behøver det i små

forhold på landet. Men målet er jo det samme, at »tilføre

folkekirken levende lemmer«, eller, som man også kan

udtrykke det, at oparbejde »tro, virksom i kærlighed«.

Paulus siger nok, at kærlighed er det største; men han

siger også, at tro er det første, er kilden, hvoraf flo

derne udspringer; og tørres kilden, svinder floderne

med det samme. Det må man kunne sige sig selv, at

indre Mission ikke kunde glemme.

For at få en forhandling i gang med kirkelige ven

ner fra hele landet om indre Missions arbejde o. a.

foreslog jeg vor bestyrelse, at vi skulde indbyde til en

sådan. Tanken vandt bifald, og på samme tid kom

pastor

Th. Rørdam

til Stein og spurgte, om vi ikke

vilde arbejde sammen med de grundtvigsk farvede

krese, der lige som vi vilde arbejde på at vække liv i

folkekirken. Jo, selvfølgeligt vilde vi det med glæde!

Opvækkelsesarbejdet var i begyndelsen taget op af ven

ner, som stod

Grundtvig

nær, og i København havde

vi andet at bestille end at bedømme andres forskellige

syn og farve. Således kom da de kirkelige forhandlings

møder i stand, som de »40 riddere« fra alle kirkelige

lejre indbød til i 1886, og som man efter det første

mødested plejer at kalde »Betesda-møderne«. Også det

andet møde holdtes her, men senere skiftede man med

Aarhus og Odense. Det var nyttige og gode møder. Der

bliver kun ofte ved store forhandlingsmøder taget for

mange vigtige emner op, og når de to indledere taler

R. Volfs Livserindringer.