130 / 188
117
var af samme betydning for kirkelivet. Jeg skrev i indre
Missions tidende herom og advarede imod at gå så
meget op i disse spørgsmål, at man derover forsøm
mer det mere nødvendige: at oparbejde tro, virksom i
kærlighed.
Fr. Nielsen
bebrejdede mig dette; men jeg
mener endnu, at en sådan advarsel var berettiget. Jeg
mener, det var klogt af
J. F. Scavenius
som kultus-
minister at begynde med at samle biskopperne til et
»kirkeligt råd«, bistået af en teologisk og en juridisk
professor. Siden 1883 har dette råd hjulpet os til en
fast form for trosbekendelsen, en anden textrække,
revision af kollekterne og af bønnerne i salmebogen;
en fast form for udtrædelse af folkekirken, og en ny
salmebog. Det kunde vel udrette mere, hvis det blev
udvidet, således som nu kultusminister
Sthyr
foreslår,
ved en art stiftsråd. Man bør gå ud fra det historisk
givne og udvide dette efter tidens krav.
Martensen
har
her peget på landemoderne. Man skulde vogte sig for
at lave hele eller halve kirkeforfatninger efter politisk
forbillede, hvorved man åbner sluserne for partivæsen.
Der var et vistnok ret almindeligt ønske i præste
standen om at få liturgien revideret. Vi savner som
indledning til gudstjenesten en syndsbekendelse og en
trosbekendelse, og i det hele noget mere af dette »sur
sum corda!« Indledningen til nadveren er noget for
tung. Og endskønt det er den evangeliske kirkes for
trin, at ordet er så centralt i gudstjenesten, kunde man
dog ønske, at der kunde gøres noget mere for menig
hedens deltagelse i liturgien. Et smukt forslag til en
ny indledning til gudstjenesten, som vel væsentligt
skyldes professor
P. Madsen,
blev forelagt for de ud
videde landemoder, men — mærkeligt nok — forkastet.
Der var dem, der var bange for at forlænge gudstjene
sten derved. Derimod opnåede man enighed om en