134 / 188
121
skulde antage vort forslag, måtte vi føje dem ved, så
vidt det lod sig gøre, at gengive dem Kingos salmer
uforfalskede. Hvem kan fortænke oprigtige kristne i,
at de ikke synes om, at man af frygt for sandheden
har sat »fjenden« i stedet for »Satan«? Et lignende
arbejde måtte gøres ved en hel del andre gamle sal
mer. Her havde vi ofte et besværligt arbejde med at
forfølge en salmes historie i tidens løb og så udfinde
den bedste text. Undertiden måtte en salme delvist
omdigtes. Her gjorde Brandt salmebogen uvurderlige
tjenester, da han på engang var salmehistoriker og
digter. Således skyldes ham den smukke bearbejdelse
af den gamle salme nr. 17: »På Gud alene«.
Trods al umage, vi havde gjort os, for at tage hen
syn til ønsker fra alle sider, blev vi dog bag efter
overraskede af en del kritik. Der var i første linie det
spørgsmål, om en salmebog skal tage sigte på kirken
eller på hjemmet; i sidste tilfælde kunde vi vel have
beholdt mere af det gamle, hvad også f. ex. Fog
ønskede; ham skyldtes det således, at vi beholdt nr. 27.
Men for os stod nu dette som det vigtigste, hvad den
kirkesøgende del af menigheden havde brug for. Man
ønskede heller ikke at gøre bogen større og dyrere end
nødvendigt. Om valget af de ny salmer og omarbej
delsen af en del af de gamle havde man iøvrigt for
handlet med et udvalg fra Menighedskonventets kres,
pastor
Th. Løgstrup
m. fl.*) Så var der dem, der fandt
for meget særligt grundtvigsk i bogen. Det førte til
en fejde imellem
H. Scharling
og
Fr. Nielsen.
Men
*) I sammenhæng hermed oplyser pastor
Løgstrup,
at han
efter Menighedskonventets første møde 1891 i København som
repræsentant for dette blev udset til at forhandle med biskop
Fog om at fremhjælpe salmebogs-sagen. Pastor
Chr. Sørensen,
der også var valgt, undslog sig.
Udg.