EnGammelPræstsLivserindringer

124

Missionsselskab« og sjælen i denne virksomhed. Da

han på et møde i Nyborg vilde træde fra »fordi han

var gammel«, trådte en lægmand op og sagde: »Dr.

Kalkar siger, at han er gammel, men han kan jo blive

meget gammel!« Så blev han. Til landsbypræst syntes

han ikke særligt at egne sig. Hvorfor gjorde man ham

ikke til biskop? — En dag læste jeg en lille meddelelse

fra hans hånd om missionen i Santalistan. Da jeg

noget senere tilfældigt så en linie i en avis om, at mis

sionær

H. P. Børresen

var her i byen på gennemrejse,

mindedes jeg hin artikel og tog strax ned til ham; han

boede hos sin søster på Nørrebrogade. »Hr. Børresen,«

siger jeg, »har De ikke tænkt på at fortælle Deres

landsmænd om Deres mission?« »Jo, det vil jeg gerne,«

lød svaret, »men jeg er på rejse til Norge, for jeg

troede ikke, at her var interesse derfor; men hvis no

gen vil opfordre mig, vil jeg gerne tale her!« »Så

opfordrer jeg Dem,« svarede jeg, »når De vil komme

ud i St. Stefans kirke.« Ved mødet her var kirken fyldt

til trængsel, og den store forsamling blev stærkt gre

bet af Børresens mægtige, hjertevarme ord. Han havde

noget apostolisk ved sig; jeg tænkte mig, at en apostel

Peter havde set sådan ud og talt sådan.

Grundtvig

havde ventet på en »kæmpe«, inden han turde vente

sig noget af vor tids mission. Hans venner, som cand.

Jacobsen,

der her var til stede, følte, at her var en

sådan mand. Efter mødet gik vi —

Kalkar, Rothe,

Frimodt

o. fl. — over i præsteboligen. Her spørger

Kalkar: »Hr. Børresen! Kunde De ikke ønske at blive

ordineret i Deres fædreland?« Ja, det havde den yd

myge mand aldrig tænkt. Men vi sendte ham op til

Mortensen,

som tog venligt imod ham og efter en ind

gående samtale ordinerede ham i Vor Frue kirke den

21de november 1877. Om aftenen foranstaltede vi et