142 / 188
129
men jeg foretrak dog det første forslag, fordi jeg me
ner, at tre præster i et sogn kan overkomme mere
menighedsarbejde end to, og i begge tilfælde bliver det
jo 1 præst for hver 5000 mennesker. Desuden er det
godt, at der dog kan være to aktive præster til enhver
tid, selv om en af dem må holde hvil til en tid. Om
de andre spørgsmål var det ikke vanskeligt at opnå
enighed. At man ikke kunde komme længere frem ad
de hidtil befærdede veje, var navnlig en følge af, at
man i København ikke har noget tilsvarende til tien
den i det øvrige land. Selv højtidsofret er næsten for
svundet, og den erstatning — ikke afløsning — som
var indført under navn af »præste-, degne- og klokker-
penge«, afhang af sognenes velstand. Følgen heraf er,
at der sker de fattige bydele en stor uret, da man her
ganske savner midler til ny kirker og flere præster.
Dette misforhold kan kun hæves ved en helt ny ord-
ning. Vi kom da til det resultat, at midlerne til Kø
benhavns kirkelige betjening i fremtiden burde tilveje
bringes ad disse fire veje: 1) En ligning på hele byen,
2) bidrag fra stat og 3) fra kommune og 4) frivillige
bidrag. Foreløbigt ønskede vi otte ny sognekirker. Præ
sternes og kirkebetjentenes løn skulde være fast, og offer
for kirkelige handlinger erlægges på klokkerkontoret
efter faste taxter, dog at ubemidlede kunde få dem
gratis. Hvad styrelsen af kirkerne angår, foreslås der
en overbestyrelse, bestående af to af staten valgte
medlemmer, byens to provster, en borgmester, en
borgerrepræsentant og en repræsentant for Frederiks
berg. Kirkeinspektionerne skulde udarbejde et fæl
lesbudget, men iøvrigt skulde hver kirke beholde sit
budget.
Forslaget tog således sigte på 1) at søge at sikre
byen, hvad den behøvede af kirker og præster, og
R, Vølis
Livserindringer.
9