148 / 188
136
slet ikke havde syndet. »Jo, men kun i småting,« lød
svaret.
Enten vil man selv gøre alt og foragte nåden, eller
man vil lade nåden virke rent trolddomsagtigt. Enten
natur eller ånd, medens Gud netop har formælet begge
i Kristus.
Af en egen art er de grundtvigske frikirker. Hvad
der skiller dem fra os andre, er kun en uklar frygt for
en kirkestyrelse. I stedet for den sætter de et selvstyre,
hvorved de let kommer fra Scylla i Karybdis. Der er
jo mange, som her ikke betænker sig på samarbejde,
da der er tale om åndsfrænder. Det har jeg ikke kun
net gå med til, da det for mig står som troløshed ikke
at samle alle gode kræfter for at oparbejde folkekirken
i åndelig henseende. Jeg er med til alt, hvad der op
bygger, men ikke til ting, som skiller.
Den på mange punkter berettigede kritik af folke
kirken og påvisning af dens mangler frister ideligt til
at gå til den yderlighed at forkaste den. Men kritiken
fra kirkesamfund, som stiller sig uden for folkekirken,
er ofte uretfærdig. Man kan ligesom finde en tilfreds
stillelse i at kalde folkekirken »statskirke«, fordi dette
ord fra ældre tid har en mislig klang. Eller man kan
træffe mennesker inden for folkekirken, som af mis
forstået iver siger, at »folkekirkens dage vel snart er
talt.« Men Kristus har sagt, at han vil have gjort
folkeslagene til sine disciple. Dermed har han på een
gang vist os målet og vejen. At kirken kan indgå pagt
med staten, forandrer intet heri, men viser kun, at
staten anerkender dens opdragende betydning. Så
skulde man ikke ønske folkekirkens fald, men samle
alle gode kræfter for at ophjælpe den. Der står ingen
steder skrevet, at folkekirkernes tid skal være omme,
før Antikrist og hans hær støder os ud. Så vil vi fly