150 / 188
137
en god foranstaltning, at man havde indsat et fast
censor-kollegium. Der kommer derved større sikkerhed
ind i bedømmelsen. Når hver afhandling bliver læst
af to professorer og to censorer, kan den endelige be
dømmelse ikke fejle meget. Ved den mundtlige prøve
var der altid to censorer tilstede. At en professor exami-
nerer, er naturligt. En examenskommission, som der
også har været tale om, vilde aldrig kunne udføre dette
hverv med den overlegenhed og sikkerhed, som de
mænd, der har anvendt deres hele tid på disse studier.
De tanker, som jeg tidligere havde haft om den teolo
giske examen, blev jeg som censor i det hele taget be
styrket i. Det uhyre arbejde med at lære uden ad
gjorde mange kandidater altfor overanstrengte og ner
vøse. Her trænges der til en lettelse; man vil, da jo og
så den skriftlige prøve vejer mest, kunne prøve en kan
didats teologiske kundskaber og modenhed uden at
kræve altfor meget hukommelsesarbejde af ham i øje
blikket. Samarbejdet med fakultetet og de andre cen
sorer skylder jeg megen tak for; det var altid lærerigt
og fornøjeligt. Der var
H. Scharling, P. Madsen, Sthyr,
og efter ham
Schat Petersen, Buhi,
efter ham J.
C. Ja
cobsen,
og
Fr. Nielsen.
Da spørgsmålet om hukom
melsesarbejdet ved examen jo især har betydning for
kirkehistoriens vedkommende, og Fr. Nielsens kirke
historie, der egentlig mere er en læsebog end en lære
bog, voldte de studerende meget bryderi, skal det dog
indrømmes, at han som examinator ikke plagede med
enkeltheder, men søgte at holde sig til de store hoved
træk, hvilket han kunde gøre på en smuk overlegen
måde. Da
Kalkar
og
Rørdam
trak sig tilbage, bestod
censor-kollegiet af
Gude, Andersen, Valdemar Schmidt
°§ mig. Domprovst Gude, som var formand, var en
stille, afmålt mand; men lærte man ham at kende,