155 / 188
142
medlem af skoledirektionen, fortalte mig en gang, at han
havde set en dreng smække en butiksdør op og skyde
en kirsebærsten i hovedet på en kommis. »Så følte jeg
mig i min værdighed som skoledirektøren og siger:
»Hvor går du i skole, min dreng?« Men drengen svarede:
»Ja, æh! Hvor går jeg i skole?« og løb sin vej. Det
morede Paulli kosteligt.
Spørgsmålet om retskrivning er vel af anden rang,
men dog ikke uden interesse. Et levende sprog må jo
her reformeres i tidens løb, og der må gives en norm
for, hvordan et folk nu staver sine ord til den givne
tid. Navnlig må skolen stille dette krav. Og når der er
givet skolen en norm, skylder samfundet også skolen
at følge den. Jeg blev anmodet om at gå med til ret-
skrivningskommissionen, men turde ikke påtage mig
dette hverv. Vi fik
Svend Grundtvigs
ordbog af 1872 og
Viggo Saabys
af 1891 samt ministeriets tilføjelser af
1892. Der er intet væsentligt at indvende herimod;
tværtimod, vi trængte til et brugeligt forslag. Det er
tidssvarende at stave ordene så simpelt som muligt.
Men helt skrive efter udtalen vil man aldrig kunne, ikke
mindst af den grund, at hver landsdel har sin udtale;
og man må også over for udlændinge kunne sige:
»Således skriver man nu vort sprog.«
Man har begyndt at nøjes med små begyndelsesbog
ver, foreløbig i tillægsord: de fattige, de blinde o. s. v.
Derved kan man let skelne, f. ex. imellem »den unge«
og »den Unge«. Men man må ønske at nå videre til
også at skrive navneord med små begyndelsesbogstaver.
Vi fik de store begyndelsesbogstaver ved tyske bog
trykkere, og vort oldsprog kendte dem ikke, lige så lidt
som de Svenske eller andre folk i verden. Hvorfor skal
Danmark da besværes med dem?
N. M. Petersen
besva
rede dette spørgsmål træffende i 1861: »Det vil gå hermed,