160 / 188
147
der blev sagt ham, at »der var nogle, som vilde hilse
på ham«. Hvor blev han ikke overrasket og bevæget ved
at se hele konventet med Fog i spidsen, som holdt en
hjertelig tale til ham. I sin alderdom blev han døv og
måtte af den grund tage sin afsked. Vel blev han ved
at følge med i litteraturen; men det var tungt for ham
at leve i denne ensomhed. »Det er egentlig for tidlig,
jeg har taget min afsked,« sagde han, skønt han var
over de fire snese år. At der nogen sinde kunde være tale
om at spare på tid eller kræfter, faldt vist aldrig den
mand ind. »Det er egentlig fejl, at De ikke har fået
mig med i indre Mission,« sagde han en dag til mig.
Engang besøgte jeg
Christen Kold
på hans folkehøj
skole i Fyen, og fik der et godt indtryk af denne sag.
Det vai som bekendt
Vilh. Birkedcil,
der med sit vanne
favntag rev ham med sig. Jeg minder om det lille
træk, der viser os Kold mødende på landevejen en
bondekarl, som han spørger om, hvad klokken er;
karlen ser på sit ur, og Kold siger så: »Det er et pænt
ur, du har der, men det har dog en fejl!« Hvad da
det var? »Det går i stå, når du glemmer at trække det
op, og det er lige sådan med dig — du trænger til at
trækkes op!« Dette er jo folkehøjskolens opgave. Men
hvorledes denne opgave nu skal løses i forbindelse med
vor tids krav om de mange kundskaber, også i hån
dens verden, dette spørgsmål vil give folkehøjskolen
store opgaver at løse i de kommende tider. Fremfor
alt gælder det om, at Kristi Ånd vedbliver at råde i
disse krese, således som jo også
Grundtvig
havde villet
det, og som hans dygtigste disciple som
Schrøder
og
Nutzhorn, Nørregaard, Ernst Trier
og andre har ar
bejdet på at gennemføre det. Så kan man vel undgå de
faier, som ligger på denne vej. Jeg tror, at den danske
folkehøjskole har givet et stort bidrag til at lede land
10
*