EnGammelPræstsLivserindringer

149

kere af glæde over de resultater, der er nået, udgiver

disse for at være så sikre, at de anser dem, der ikke

billiger dem, for at mangle evne eller vilje til at se,

hvad sandhed er. Min stilling til bibelkritiken er den,

at jeg frygter ikke for sandhedens lys. Det vil kun

kunne stadfæste bibelens troværdighed og ikke rokke

den. Lad de lærde kun anstille deres undersøgelser;

fejler de heri, så vil de nok komme til indbyrdes at

korrigere hverandre. Man skal derfor give sig tid. Urig

tigt er det at indføre resultater i populære skrifter,

endogså i skolen, så længe man ikke endnu har nået

til almenanerkendte resultater. For blot at nævne et

exempel. Det er blevet skik nu at benævne Es. 40—66

Deuterojesaja; men i 1891 kan endnu Meusels tyske

kirkelexikon hævde Jesaja som forfatter med i alt fald

vægtige grunde. Altså er dette spørgsmål ikke endelig

besvaret. Det gælder vel også om kilderne til de 5 Mose

bøger og Josvas bog. Her er påvist -en hel del, som

synes ret træffende, men også meget, som er højst

tvivlsomt. At 5. Mosebog skulde være ny, da den blev

fundet i templet, anser jeg med mange andre endnu

for helt usandsynligt; ti jeg tror ikke, at den i så fald

vilde have fået tilstrækkelig autoritet. At patriark

historien er sagn, kan man jo gerne sige, da den vel

længe er overleveret mundtligt; men at patriarkerne

ikke er sådanne enkeltpersoner, som de bibelske sagn

skildrer dem, finder jeg ingen grund til at antage.

Tværtimod tyder alt for mig på disse sagns historiske

pålidelighed. Og skulde vel Israels religionshistorie be

gynde med Mose? Jeg skal ikke dvæle ved textkritiken,

som jo er fornøden; men mængden af subjektive hy

poteser på dette område anser jeg for ofte at være af

ret tvivlsom art, når der skal bygges textrettelser derpå.

Jeg vil altså ikke beskyldes for at nære fordom imod