166 / 188
153
kun få to dages betænkningstid. Hvorvidt turde jeg
nu tænke, at jeg kunde udfylde en så ansvarsfuld stil
ling? Vilde biskoppen kunne arbejde med en medhjæl
per, og vilde præster og lærere modtage mig som
sådan? Og da man for at skaffe mig løn tillige måtte
tilbyde mig Store Heddinge sognekald — som under
disse forhold blev besat uden opslag — vilde jeg da
passe ind i de mig ganske ukendte forhold der? Under
alle disse overvejelser var det sværeste for mig dette,
at jeg skulde forlade St. Stefans menighed. Men til de
andre tanker, jeg som sagt måtte gøre mig herom, kom
nu den tanke op i mig: Har du lov at sige nej, når
dette kald kommer som et uventet tilbud? Jeg har jo
ikke selv valgt stillingen, mon den sag må være fra
Gud? Så fik jeg frimodighed til at følge kaldet. Biskop
Rørdam tog venligt imod mig, og jeg glæder mig til at
være hans medhjælper og være med til i tidens løb
at forberede en kirkehistorisk begivenhed som Sjæl
lands stifts deling.
Embedsforholdet imellem biskoppen og mig skulde
ordnes ved et regulativ. Foruden fordelingen af visi-
tatserne bestemtes det, at anden stiftsprovst skulde
meddele aldersdispensationer til konfirmander og over
tage en del af bispekontorets administrative forretnin
ger for de tre amter.
Opbrudet fra København var ikke let, men jeg blev
båret oppe af Guds nåde. For menighedsarbejdet i
fremtiden måtte jeg først ordne alle de enkelte virk
somheder under sognemissionen. Da jeg iforvejen
havde fået god orden i alt dette, var det mig dog ikke
vanskeligt at efterlade alt således, at det vilde være let
for min eftermand at overtage det og lade alt fort
sættes, som det var begyndt. Kun var jeg ked af, at
jeg ikke kunde udpege nogen eftermand, så at jeg