EnGammelPræstsLivserindringer

131

frygtede jeg dog for således at forlade kirkekommissio

nens grundlag. Den frygt, som udtaltes for statens ind

blanding i kirkens anliggender, mener jeg, var over

dreven. Da der skete et ministerskifte, må den ny kul

tusminister have fundet for ringe stemning i kirkelige

krese til, at han turde fremme sagen. I stedet derfor

omdannede nu det nævnte udvalg sig i 1896 til »Kø

benhavns Kirkefond«, hvis formand Sjællands biskop

blev. Herved kom det private initiativ til at gøre en

betydelig indsats i arbejdet for kirkesagens fremme.

Men jeg finder det beklageligt, at lovforslaget ikke blev

taget op igen. En vanskelighed er nu bl. a. spørgsmålet

om forholdet imellem folkekirkens styrelse og de ny

kirkers ejere; ligeledes om ordningen af forholdet imel

lem sogne og sognedistrikter. Dog synes denne sidste

sag at have fået en løsning ved den kgl. anordning om

sognedistrikter. Med dette vil jeg selvfølgelig ikke sige,

at der ikke er grund til at glædes over det, der er nået,

og alt det, der arbejdes. Den iver, der udfoldes år for

år på kirkens område i København, vidner klart om, at

denne by ikke er i færd med at afkristnes; men der

lever en menighed der, som har åndelige kræfter til at

bygge på Herrens hus også i fremtiden, hvor mange

kampe Guds menighed end skal føres igennem. I for

bindelse med denne oversigt over kirkesagens udvikling

vil jeg endnu omtale to kirkebygninger. Det var en

højmodig bedrift af

Tietgen

at forvandle Marmor

kirkens ruin til et monumentalt Guds hus. Men da

der skulde lægges et sogn til denne kirke, opstod der en

vanskelighed. Jeg var medlem af den komité, som

skulde gøre forslag til en omlægning af sognene i den

indre by, og det var os alle klart, at det voxende og

fattige St. Pauls sogn ved den lejlighed burde have en

lettelse. Men Tietgen vilde kun have Frederiks sogn