EnGammelPræstsLivserindringer

127

jeg, al den såkaldte »lotalafholdenhed« skyder over

målet og derfor ikke vil kunne samle alle under sin

fane. Den interessante forhandling om dette vanskelige

spørgsmål, som fandt sted ved et Betesda-møde, endte

da også med, at hver blev ved sin mening. Naturligvis

er vi enige om at arbejde for vort folks ædruelighed,

men spørgsmålet er, ad hvilke veje man her når længst

og til de mest varige resultater. »Det blå kors« er hvi

lende på kristelig grund og vel det solideste i rækken

af disse bestræbelser. Men jeg foretrækker alligevel at

bruge min kristelige frihed efter mit bedste skøn til

enhver tid og på ethvert sted. Her får imidlertid en

hver handle efter sin egen overbevisning; for den

slags ting bør vi ikke strides, da talen kun er om, hvilke

forebyggende midler man anser for de mest hensigts

mæssige i længden.

KØBENHAVNS KIRKESAG

I det sidste årti trådte Københavns kirkesag ind i

et nyt stadium. Der var vel rejst en kirke i hver af

forstæderne, men disse tog nu til at voxe så hurtigt,

at den hidtidige fremgangsmåde med at skaffe kirker

ikke strakte til. Og uvilkårligt så man sig om efter

ny veje. På Betesda-mødet i 1886 kastede pastor

Jo

hannes Møller

i Odense den tanke ud, om man ikke

kunde dele byen i mindre kvarterer og ansætte unge

præster der, som kunde samle menighedskrese, der så

kunde skaffe sig små kirker. En større kres af unge

kvinder optog tanken om små kirker, hvorved man

tænkte sig at nå hurtigere frem, og de har grebet denne

sag an med stor ihærdighed. Jeg tror, at man i regelen

gør bedst i at gå en mellemvej imellem det altfor store