141 / 188
128
og kostbare og det altfor små og tarvelige. Kirker som
St. Stefans og St. Jakobs tænker jeg mig vilde være
den mest praktiske type. Så glædeligt end det private
initiativ er, så måtte dog nu dette spørgsmål melde
sig, om det ikke bør kræves af folkekirken, at den til
vejebringer de nødvendige kirkebygninger, således at
det ikke overlades udelukkende til det private initiativ,
i hvilket omfang de altfor store sogne bliver delt.
For således at drøfte dette spørgsmål alsidigt samledes
i 1890 en større kres af præster og lægfolk i Betesda,
hvor man vedtog en henvendelse om sagen til mini
steriet. Den findes trykt i »Fra Betesda«, 1890, side 104.
Den blev overrakt ministeren af professor
H. Wester
-
gaard
og mig, som mødet havde valgt til sine ordførere.
Kultusminister
Goos
tog velvilligt imod sagen og
lovede at fremme den efter evne. Under den 18de no
vember 1890 nedsatte ministeriet så en kirkekommis
sion. Til formand havde man udnævnt højesterets
advokat
Liebe.
Han var en af alle højt anset mand,
besindig og forhandlingsdygtig, og en mand med god
forstand på de kirkelige anliggender. Han overtog dette
hverv på den udtrykkelige betingelse, at ministeriet
vilde fremme sagen og ikke lægge den hen; »thi,« sagde
han, »jeg er ikke vant til at anvende min tid på ting,
som ikke fører til et resultat.« Foruden Liebe bestod
kommissionen af de to provster,
Rothe
og
Rørdam,
borgmesteren, etatsråd
H. N. Hansen,
overretsassessor
Florian Larsen,
professor
H.
W
estergaard
og mig, samt
en repræsentant for Frederiksberg, pastor
Ewaldsen.
Til sekretær blev beskikket den dygtige kontorchef
O.
Damkier.
Om sognedelingen var meningerne noget
delte. Et flertal foreslog sogne på omtrent 15—16,000
mennesker med tre præster, et mindretal foretrak sogne
på 10,000 med to præster. Forskellen er ikke væsentlig;