139 / 188
Israel samlet som folk, i stor uvidenhed og midt i et
katolsk land. Men der findes små, hidtil altfor meget
forsømte evangeliske menigheder; kunde de oparbej
des, kunde evangeliets lys herfra komme til at skinne.
På grund af spænding imellem nationaliteterne har
jøderne altid haft tåleligere kår i de Polske lande end
anden steds i Evropa. De kristnede folkeslag har syn
det svarligt ved de umenneskelige jødeforfølgelser. Vi
skylder at vise dem kærlighed og ikke had. I Vest-
evropa, hvor jøderne lever i civiliserede forhold, har
de let adgang til at høre evangeliet — og dog, hvilke
forargelser gives dem ikke her! Men det begynder at
lysne. Vort fædreland er sildigt kommet med; selv
Norge har længe haft sit organ for Israelsmission. Det
er ikke »Zionismen«, vi venter Israels omvendelse af;
og dog kan den indirekte få sin betydning. Skriften
lover ikke det gamle Israel indgang i et jordisk Ka
naan, men i det Guds rige, hvor der ikke er »jøde
eller græker«. Israelsmissionen er en vanskelig op
gave; direkte mission kræver højt dannede mænd og
er i øjeblikket i Østevropa en næsten ufremkommelig
vej. Men den kristne menighed har forjættelserne at
støtte sig til, at Israel skal omvende sig til sidst igen
nem mange trængsler, et under som »liv af død«. Men
skal dette mål nåes, må det forberedes samtidigt med
hedninge-missionen; dette er altså vor tids opgave her.
Man sammenligne dr. Kalkars af smerte gennem-
trængte fortale til hans bog om Israel.
Med hensyn til ædrueligheds-sagen har jeg sluttet
mig til »Samfundet for ædruelighedens fremme«, som
blev stiftet 1885. Når jeg har sluttet mig til denne for
ening og ikke til nogen såkaldt »afholdsforening«, er
del efter moden overvejelse. Der hersker en stærk splid
imellem de mange afholdsselskaber; desuden mener
126