143 / 188
130
2) at gøre kirkevæsenet selvstændigt på denne måde,
og med relativ selvstændighed for de enkelte kirker.
Man mente, at der var brug nok for menighedernes
private indsamlinger i forskellige øjemed, ligesom der
også i alle sognene vilde være rigeligt brug for frivil
lige bidrag til alle de menigheds-virksomheder, som
liden kræver. Betænkningen blev afgivet den 23de
marts 1892, og samme år forelagde ministeren det
derpå byggede forslag til lov i rigsdagen. På grund af
det fremrykkede tidspunkt nåede sagen i denne sam
ling kun til landstinget. Her fandt forslaget i det hele
en velvillig modtagelse. Vel kritiserede
Octavius Han
sen
det, men det blev forsvaret af
Matzen, Sehested,
Bjerre, Ahlefeldt-Laurvigen, Fussing, Goos
og
Sthyr.
Matzen samlede sine udførlige betragtninger i disse
ord: »Det vil altså ses, at jeg efter nøjeste overvejelse
helt igennem kan give lovforslaget min tilslutning.«
Ministeren udtalte sig således: »Jeg skal slutte med at
udtale min erkendtlighed af, at lovforslaget i sine
grundtræk fra de fleste af dem, der har haft ordet, har
fået en modtagelse, som ikke er mistrøstende, men
tværtimod må give de kirkeligsindede her i landet et
håb om, at denne sag ad åre kan føres til en lykkelig
afslutning.« Forslaget havde også været forelagt kom
munalbestyrelsen, som havde anbefalet det. Men inden
næste rigsdagssamling havde der dannet sig et privat
udvalg for at gennemføre sagen efter mindretallets for
slag i kirkekommissionen og udelukkende ved frivillige
bidrag. Dette udvalg bestod af grosserer
Adolph,
fuld
mægtig
Bangert,
direktør
Borgen,
dr. med.
Koch,
bi
bliotekar
Lange,
grosserer
Levinsen
og professor
W e-
stergaard.
Og man holdt offentlige møder bl. a. i kon
certpalæet for at oparbejde en folkestemning for kirke
sagen. Så glædelig end denne interesse var i sig selv,