133 / 188
120
i to skikkelser. Af alle disse grunde måtte vi ønske at
få en helstøbt, tidssvarende salmebog. Og det lykkedes
endelig kirkerådet at opnå enighed, selv om det skete
med nogen resignation fra flere sider, så at der ude
lodes mange af vore forslag, bl. a. f. ex. en salme som:
»Kom, Gud Faders Ånd fuldgod.« Salmebogen blev så
autoriseret 1897.
Vi var i »forslaget« enige om at lægge
P. A. Fengers
salmebog til grund som den bedste, ligesom vi også
fulgte hans ordning efter kirkeåret. Dette er jo det
naturligste og mest praktiske for kirkegængerne. Da
kirkerådet dog vendte tilbage til den gamle ordning,
udarbejdede V. Schousboe et meget fortræffeligt regi
ster med forslag til en ordning efter kirkeåret; det
findes bag i bogen. Så gennemgik vi alle de for hån
den værende salmebøger og tillæg for at udfinde,
hvilke salmer der endnu var brugbare. Vi undrede os
over, at det i forhold til
Grundtvigs
rigdom på salmer
just ikke blev nogen stor efterslæt, vi fik hos ham.
Men Brandt gjorde den bemærkning, at det ligger i, at
en stor mængde af Grundtvigs salmer er hans prædi
kendispositioner, som han satte på rim, medens en
mængde andre er bibelhistoriske sange. Det bedste af
ham fandtes iforvejen. Så tog vi nogle af
Brorsons,
som ikke før havde været i nogen kirkesalmebog.
Brandt og jeg havde som underkomite dette hverv; jeg
gjorde forslag, og Brandt med sin fine poetiske sans
afgjorde, hvilke vers vi kunde bruge af de lange sal
mer. Således fik vi sådanne perler som: »I Lemmer,
hvis hoved« og »Guds igenfødte, ny-levende sjæle«.
Med
Kingo
havde vi den opgave at befri ham for de
forvanskninger, som rationalismen havde tilladt sig,
hvorved ofte al saft og kraft var taget bort. Det var os
klart, at dersom de trofaste jyder, som elsker Kingo,