129 / 188
116
han nu kom til hovedstaden, var han trods sit grundt
vigske stade strax rede til at arbejde sammen med den
indre Mission. Ved et af vore møder i Kongens have
sagde han: »Jeg er kommet for sildig til Køben
havn!«
Den indre Mission vilde ikke med sandhed kunne
kalde sig »kirkelig forening«, dersom den ikke i det
hele og store vilde søge at arbejde sammen med alt
det i vor folkekirke, som er af tro.
KIRKELIGE REFORMKRAV
Da grundloven havde givet religionsfrihed, og »stats
kirken« blev den danske »folkekirke«, var det naturligt,
at der efter hånden måtte trænges til reformer. Grund
loven siger, at »kirkens forfatning ordnes ved lov«.
Hall
og
Monrad
tænkte på menighedsråd, men opgav
tanken. Monrad foreslog frivillige råd, men mødte dels
ingen interesse for dem, dels modstand. De herhen hø
rende spørgsmål blev drøftede i de store kirkekommis
sioner, men noget positivt resultat nåedes ikke. Så kom
kravene om mere kirkelig frihed fra Askov-mødet
1881. Deltagerne i dette møde var dog ikke enige i alt,
men delte sig for »den store« og »den lille Askov-
adresse«. Der var 45 af 200, som kun billigede 3 af de 7
fremsatte reformkrav, nemlig en udvidet konfirmati
ons-frihed, mulighed for at ordinere præster uden de
nu fordrede examiner, og borgerlig ægteforening. Hvad
den sidste fordring angår, har jeg allerede omtalt min
stilling dertil. Om de andre »frihedskrav« mener jeg,
der kan forhandles. Et grundigt bidrag i så henseende
gav dr.
Skat Rørdam,
og hans skrift har sikkert bi
draget vægtigt til at klargøre, at ikke alle disse krav