EnGammelPræstsLivserindringer

123 / 188

110
lungebetændelse. Det var et hårdt stød for os; vi havde
mistet en høvding. Men arbejdet kan ikke stanse; falder
en soldat, sætter hærens høvding en ny i stedet. Der
var dem, der vilde have Vilh. Beck i Frimodts sted på
Nørrebro. Men det vilde have været uret både mod ham
og mod den indre Mission i Danmark. Ved St. Johan­
nes kirke rykkede så Rindom op, og ved en udholdende
troskab oparbejdede han i årenes løb en menigheds-
kres, som skønnede på hans solide og grundige ord og
satte et betydeligt menighedsarbejde i gang. I indre
Mission valgte vi Harald Stein til formand. Hans første
opgave blev at få Betesda bygget. Allerede i Frimodts
tid havde gode venner begyndt at virke for et missions­
hus, men vi fik sagen opsat som umoden. Frimodt selv
havde en følelse af, at han skulde ikke være med til
det. Det gjaldt om at få ikke en enkelt kres, men hele
den kirkelig interesserede menighed med.
Med 1880 trådte professor Holmberg, professor
P. Madsen samt Paulli og Schepelern ind i bestyrelsen.
Vi følte os nu med Stein i spidsen stærke nok til at
tage fat på denne opgave. Den 27de april slog Krag og
Schepelern til lyd for sagen i Trinitatis kirke. Så ind­
bød vi en større kres til et forhandlingsmøde i Brødre­
menighedens sal. Stein påviste her, at hvor hårdt vi
end trængte til flere kirker, trængte vi dog først til
et missionshus, der kunde blive et samlingspunkt for
et fælles menighedsarbejde i hovedstaden. Den aften
indkom der 46,000 kr! Efter nogen vaklen valgte vi
den rigtignok dyre, men fortrinligt beliggende bygge­
grund; magistraten ydede et større prioritetslån, og
allerede den 6te april 1881 kunde vi lægge grundstenen
til Betesda. Paullis og Schepelerns taler den dag i Trini­
tatis kirke foreligger trykte. Huset blev indviet den 26de
september i kongehusets nærværelse ved en såre djærv