111 / 188
98
nej. En aften søger jeg på Elers kollegium og ser på
en dør navnet
Fenger.
Jeg venter mig intet resultat,
men da jeg spørger manden, om han ikke har lyst
til at blive præst i København, svarer han resolut jo.
Jeg skyndte mig afsted, for at han ikke skulde for
tryde sit ja. Men han kom, og den veltalende mand
samlede snart kirken fuld. Vi gjorde, hvad vi for
måede for at hjælpe ham til at blive; men vi var for
fattige, og da der tilbød sig en stilling for ham ved
Vor Frelsers kirke, måtte jeg desværre give slip på
denne kraft. I 1887 fik jeg kateket-embedet forandret
til et lille residerende kapellani, der blev besat med
Karl Eugen Petersen,
først kateket ved Vor Frelsers
kirke, derefter her. Han blev indtil nu min velvillige
og trofaste kollega. Vi delte så vidt muligt sognet og
arbejdet imellem os. Men vi måtte ønske at nå videre.
En dag møder jeg borgmester
H. N. Hansen
på Kapel
vej og siger til ham: »Kan vi ikke få grund herude til
en kirke for Nordvestkvarteret?« »Jeg
har
tænkt på
det,« siger han. Så blev der dannet en komite med
Rothe og Hansen i spidsen for at bygge to kirker, en
herude og en i Voldkvarteret. Grosserer
A. Gamél
gav
80,000 kr. dertil. Men det trak i langdrag med Vold
kvarteret. Man var ikke enig, om man skulde oprette
et sogn der eller fordele kvarteret på de indenbys sogne.
Den tanke kom også op at skaffe distriktet St. Petri
kirke til sognekirke; men dette vilde dens menighed
ikke gå ind på. Til gunst for delingstanken blev det
gjort gældende, at folkemængden i den indre by var
i aftagende. Til sidst vandt det dog overhånd, at det
smukke ny kvarter både kunde gøres til et eget sogn
og så også få sin egen kirke. Man kunde kun finde den
noget indeknebne plads ved siden af kommunehospi
talet. Men man kan forstå, med hvilken glæde St. An-