106 / 188
93
Den anden opponent ex officio var
Hermansen.
Han
var dengang gammel og træt og måtte sidde på en
stol. Han gennemgik i en time med vanskelig hørlig
stemme en række detailler, som jeg ikke kunde over
komme at gå ind på. Klokken blev fire, og vi var alle
trætte. Han sluttede med at sige: »Når De alligevel
ikke har bevist integriteten,*) er det måske ikke Deres
skyld, men det. ligger måske i opgavens natur, at den
ikke positivt lader sig bevise.« Jeg havde nu erhvervet
jus docendi, og fik også anledning til at gøre brug der
af, idet en mand, hvis ord var vægtigt, havde ønsket,
at jeg skulde tænke på at blive Hermansens efter
mand**) og i den anledning holde en forelæsning. Jeg
havde egentlig nu opgivet den plan, og våndede mig
ved den tanke allerede at forlade St. Stefans kirke. Jeg
blev dog på en ret let måde befriet fra alle overvejel
ser, da det viste sig, at man havde givet
Frants Bnhl
håb om stillingen ved at sende ham til Leipzig for at
studere under
F. Delitzsch.
Og det kunde nu ikke
undre, at der ikke blev tale om konkurrence. At holde
en forelæsning over de messianske profeter var mig
dog en kærkommen erstatning.
Men jeg vender nu tilbage til præstegerningen. Da
jeg skulde til at sætte arbejdet i Stefans sogn i gang,
følte jeg det som en lykke at være blevet den første
præst ved en ny kirke. Man har derved den fordel at
være fri for at hæmmes af gamle vaner eller uvaner
og kan fra første færd få alt ind i den rette gænge.
Hvad menighedsarbejdet angår, havde jeg en god
støtte i venner, som hidtil havde søgt St. Johannes
*) Den hellige skrifts integritet, o: dens uforandrethed ned
igennem tiderne.
**) Professor Christen Hermansen søgte sin afsked i 1882.
Udo.