101 / 188
88
vægelse, jeg der blev vidne til. Til begge kirkerne
strømmede skarer fra hele Fyen.
Johannes Clausen
bad mig tale ved et møde efter gudstjenesten. Da
mange måtte stå uden for kirkens vinduer for at lytte,
flyttede vi over i præstegården. Det var et ejendomme
ligt syn at se den store gårdsplads tæt besat med vogne,
hvor forsamlingen tog sæde, medens vi præster stod på
dørtrinet og talte.
NY UDSIGTER
Jeg længtes nu efter forflyttelse. I 1871 blev jeg op
fordret af nogle venner til at søge Torning, i 1873 af
andre til at søge Skorup; men jeg kunde dog ikke følge
disse venlige opfordringer. Derimod søgte jeg et par
andre embeder, som jeg dog ikke fik. Jeg anede ikke,
at den kirke, jeg skulde til, endnu ikke existerede. Så
ved et missionsmøde i Ballerup, hvor
Frimodt
havde
prædiket, kommer han hen til mig og siger: »Nu vil
jeg have bygget en kirke i det yderste Nørrebro, og jeg
vil have dig til præst der!« Jeg mente, at han hellere
måtte udskille Østerbro først, men det vilde han nu
ikke. Da han så føjede til på sin energiske måde: »Ja,
jeg bygger ikke uden dig!« så måtte jeg tænke: »Hvoi
Gud mig fører, går jeg glad, Han, ikke jeg skal råde.«
Allerede i efteråret 1872 havde Frimodt sat sagen i be
vægelse. Og han havde greb derpå. Efter at han først
selv havde klaret sine tanker og lagt sin feltplan, sam
lede han en lille kres af pålidelige venner og blev enig
med dem. Derefter lagde han sagen frem for en menig
hedsforsamling, der holdtes på »Store Ravnsborg«.
Hans ord tændte ild i sjælene, og allerede den 18de
juni 1873 kunde han lægge grundstenen til St. Stefans