EnGammelPræstsLivserindringer

næsten stenografisk og læse dem op så rask, at det

altfor meget gik hen over tilhørerne. Ved en bibel

læsning hørte jeg ham sige: »I vilde ikke høre min

prædiken i søndags, og jeg havde dog gjort mig megen

umage med den, men nu skal I høre den alligevel.«

Da han havde læst den op, indrømmede man, at den

var god. Når han derimod ude i skoven måtte tale

frit, kom hans ungdoms veltalenhed igen og som det

følelsesmenneske, han var, kunde han da rigtig tale

folk til hjerte. Jeg har ikke kendt nogen flittigere

præst. Der var ikke en gammel kone, uden at han har

siddet hos hende og sunget Kingos og Brorsons lange

salmer til stor opbyggelse trods det, at han ganske

manglede sangstemme. Hans mange litterære arbejder

vidner om en enestående arbejdskraft. To af hans

døtre havde arvet hans literære sans. De samlede stof

til en dansk læsebog, som jeg hjalp dem med; den ud

kom som »Mau og Volf s danske læsebog«, 1871. Fiø

ken

Theodora Mau

er jo blevet kendt som forfatter

inde, bl. a. af »Deodata«. Disse damer skaffede Farum

et børneasyl, som endnu består. Vi fik samlet omeg-

nensL præster til en lille »missionskres«. Og P.

Rør

dam,

som plejede at holde altergang for os, samlede

en del mennesker. Men det var ikke underligt, om

jordbunden også her kunde kræve meget arbejde. Her

havde f. ex._i 30 år siddet en så afgjort rationalist som

Rasmus Aagaard.

Han var en praktisk, livlig og be

gavet mand, der samlede mange skønånder i sit hus.

Men hans rationalisme var for grovkornet, som nåi

han sagde til konfirmanderne, at de 5000 i ørkenen

»naturligvis havde deres gode madposer med.« Jeg er

senere kommen i forhold til hans døtre, præsteenke

Holm

og enkefru

Mayntz,

og har glædet mig ved i em

at finde oprigtigt troende kristne. Der var jo også ad