94 / 188
81
sige: »Jeg bruger 12 timer, som jeg fordeler på 3 X4,
de bedste timer om dagen midt i ugen.« Det var mig
en tilfredsstillelse at få tid til at gennemgå bibelen
særligt med tanken henvendt på lejlighedstaler, hvortil
man helst må skabe sig selv et repertorium. Så gik jeg
vor salmeliteratur igennem og noterede i bibelen de
salmevers, som sigtede til et bestemt skriftsted.
Endelig var det mig en trang at klare mig den indre
Missions stilling og opgaver. Jeg kunde kun gøre dette
ret mangelfuldt, da der intet materiale forelå af betyd
ning. Jeg korresponderede med de udenlandske sel
skaber og fik deres årsberetninger. Læsefrugterne sam-
lede jeg i en lille bog: »Den indre Mission, dens hi
storie og grundtanker«, 1870. Skulde jeg nu give en ny
udgave, måtte den jo blive 10 gange større, så rivende
fart har det arbejde taget, medens det den gang næppe
var kendt af præsterne her hjemme. Hovedsagen, som
det var og endnu er mig om at gøre, er, at den indre
Mission skal være et folkekirkeligt arbejde, udført af
præster og lægfolk i broderlig forening. Et arbejde,
ikke en »retning«; deri var vi dengang enige. Indre
Mission sendte mig en kolportør til hjælp, som jeg
havde megen nytte af. Han gik fra hus til hus og
solgte mange bøger, således Luthers, Brochmanns,
Retzius’ og Forstmanns huspostiller, som har været
mange til trøst, især i den rationalistiske tid. Det er
min overbevisning, at en sådan mand helst skal have
en begrænset, ikke alt for stor arbejdsmark, så at han
kan besøge alle i et sogn og komme igen ad åre; det
har sin betydning, at befolkningen lærer en bogsælger
personlig at kende. Jeg fik besøg af en mærkelig mand,
den blinde
Jens Dyrholm.
Det var rørende at se liam
vandre om, ledet af en lille dreng. Når han skulde tale,
lod han læse texten højt for sig et par gange, så kunde
R. Volfs Livserindringer.