EnGammelPræstsLivserindringer

gik jeg ind til biskop

Martensen —

dengang kunde

man endnu gå på sine ben, og køre med dagvogn var

for dyrt for en fattig kapellan. Han så betænksomt op

og svarede: »Ja, men så må De da have et bord foran

Dem til at lægge bibelen på.« Så vendte jeg glad hjem,

og Guds ord havde nu god fremgang. Da jeg hørte,

at der var en gammel bonde, som undertiden læste en

prædiken af Luthers huspostil for sin talrige familie,

bad jeg, om jeg måtte være med. Det førte så til, at vi

holdt husmøder, efterhånden også i andre huse, som

redebont åbnede sig for Guds ord. Da jeg altid kund-

gjorde disse møder fra prædikestolen, undgik jeg al

mistanke om separatisme. Det vakte megen opsigt, at

en husmand, der var kendt som egnens slagsbroder,

indbød os, og at der var gårdmænd, som gik med til

et sådant møde. Der var jo nok dem, der blev mis

fornøjede, men i det hele og store indrømmedes det,

at jeg havde ret, og kirken fyldtes mere og mere. Det

var hyggelige vennemøder, disse husmøder, som knyt

tede hjertebånd, der har holdt til denne dag. Vi fandt

opbyggelse ved al sang; i begyndelsen var vi glade ved

de lette små sange i »Pilgrimsharpen«; det gjorde ikke

noget, om vi ikke kendte en melodi, så lavede vi en til

hjælp. Senere lod jeg trykke et lille salmehefte til dette

brug. I denne kres fik jeg snart vakt interesse for al

mission; jeg samlede abonnenter på missionsblade og

fik udbredt mange. Der var også troende mennesker i

nabosognene, som sluttede sig til os og indbød os til

sig. Iblandt dem mindes jeg særligt

Jørgen Slagter

Værløse. Han hørte til den ældste opvækkelse, de

»kirkehellige fra Værløse«, en opvækkelse, som nok var

udgået fra Hornsherred. Desværre havde en del af disse

vakte skilt sig ud og dannet et separatistsamfund,

som så ofte, fordi de savnede kirketugt i folkekirken.