EnGammelPræstsLivserindringer

når en ordentlig virksomhed drager dem til sig, men i

dets sted sige til hver eneste: Tak for denne tid, tak

for hjælpen, glem os ikke, glem ikke at bede for os,

glem ikke at anbringe nogle af vore piger og glem ikke

de andre sjæle — og kom igen, når du skulde længes

efter denne store stad med de mange syndere, med det

meget rådne og det lidet salt!« Det var nu også mit håb,

at de erfaringer, jeg havde gjort, skulde blive mig til

nytte i den ny stilling. I et øsende regnvejr blev jeg ind

sat, og det var mig ret svært, at de små kirker kun var

halvt fyldte. Efter den dag ventede jeg så et par måne

der på arbejde, men der blev intet anvist mig uden at

prædike, når sognepræsten ikke selv kunde; og befolk

ningen syntes ingen åndelige interesser at have. En

mand bød mig 1 rdl., fordi jeg besøgte ham, men syntes

ret glad, da han kunde lade den glide ned i sin veste

lomme igen. En kone sagde: »Har De kanske noget at

sælge?« »Ja, men mon De sætter pris på det, for jeg har

kun Guds ord og sælger det for intet!« Hun så for

undret på mig og sagde: »Nå, det er kanske præsten!«

Jeg tog mig for at gå fra hus til hus for at lære at

kende dem alle. Og jeg begyndte at holde bibellæs

ninger i skolen. Den opsigt, dette uhørte skridt vakte,

brød hul på isen. En fattig kone spurgte, om jeg var

mormonpræst. Hvorfor det? »For der er jo ingen andre

end dem, der holder den slags møder uden for kirken.«

Da skolestuen blev for lille, så at mange måtte stå

uden for vinduerne for at høre lidt, bad jeg om at

måtte flytte over i kirken. Min sognepræst havde i

mange år været præst i en død egn i Jylland og havde

aldrig hørt bibellæsninger. »Nu ved jeg, hvad det er,«

sagde han første gang til mig »det er altså en slags

homili.« Men give os lov til at bruge kirken dertil,

vilde han dog nødigt uden biskoppens samtykke. Så