EnGammelPræstsLivserindringer

han: »Nu tør vi vove alt!« Næste gang holdt vi møde

i Vor Frelsers kirke, hvor P.

Krag

talte så varmt og

kraftigt, at Frimodt udbrød: »Der tjente Krag sine rid

dersporer!« Uforglemmelige er de aftener, da vi havde

bestyrelsesmøder hos Frimodt. Altid var han frimodig,

»derfor hedder jeg Frimodt«, kunde han sige. Altid var

han jublende glad ved ethvert tegn på Guds riges

fremgang, altid både alvorlig og humoristisk, så at han

kunde få os til at le og græde på een gang. Når vi

skulde slutte, satte han i med sin kraftige røst: »Kom,

lad os trøstig vandre«. Men i 1866 overfaldt den sygdom

ham, som nødte ham til at rejse bort den følgende

vinter. St. Johannes sogn betjentes i den tid fortrinligt

af hans to sønderjyske venner,

Holger Rørdam

Jens

Krog.

Denne sidste overtog tillige ledelsen af indre

Mission. Han var en meget veltalende mand, livlig og

elskværdig. Under hans ledelse lejede vi et fast lokale

i Borgergade nr. 68, hvor der tillige blev husrum for

»Broderforeningen«, en nystiftet forening af troende

mennesker, som lededes af den trofaste og dygtige cand.

H. Blom,

den senere provst. Vi beredte Frimodt en

ordentlig forskrækkelse ved vor dristighed, men vi sva

rede ham, at da vi nu var blevet borgere, måtte vi jo

også benytte vor borgerret. Jeg indviede lokalet med

I. Moseb. 28: »Også her er Guds hus, og her er himlens

port, og jeg, jeg vidste det ikke.« Senere lejede vi et

loftsrum i Nykro, hvor jeg talte; det var mærkeligt nok

ved siden af den plads, hvor St. Stefans kirke senere

blev bygget. Så lejede vi den store sal i Vingaards-

stræde. Der kom en nordmand,

Traasdahl,

og tilbød

os sin tjeneste, og vi lod ham tale her. Han talte meget

godt, men da han begyndte at fortælle, at det ikke er

dåben, men Kristus, som er døren til Guds rige, anede

jeg uråd og fortalte Krog det. Det viste sig nu også, at