82 / 188
forekommer mig at bære mere præg af idealitet end
de fleste andre forsøg med dette emne.
Med indre Mission gik det langsomt frem. Vi præ
dikede på Østerfælled og i »Valhal«, tæt ved »Jern
porten«. I Krystalgade åbnede vi et lokale for soldater,
og cand.
Emil Jespersen
ledede møderne her. Desværre
fejlede vi ved efterhånden at give civile adgang. Vi fik
to »kolportører« til hjælp,
Dahlstrøm
og
Møller;
den
første prædikede, den anden gjorde husbesøg. Dahl
strøm havde ualmindelige talegaver; hans prædiken
var klar og indtrængende, hvorfor mange flokkedes
om ham. Han havde talt i skanserne ved Dybbøl, og
Fnmodt sagde om ham: »Gud velsigne ham! Hvem
der havde sådan en tunge som den lille mand!« Det
bedste arbejde gjorde han på Søkvæsthuset, hvor der
boede flere hundrede husvilde familier, kun adskilte
ved et skærmbrædt. Her fik vi overladt et stort loft
hvor disse mennesker samledes talrigt om hans for
kyndelse. Møller var derimod en stor, sindig jyde, med
et par store tillidsvækkende øjne; han var fortræffelig
til samtale med de enkelte. Efter et par års forløb blev
de desværre trætte, hvilket jeg væsentlig tilskriver vor
mangel pa sans for at organisere arbejdet; thi hvad
skal een eller to mand stille op i en hel by! Dahlstrøm
er siden blevet præst i Amerika.
Da vi vilde holde et årsmøde i en kirke, foreslog jeg
at vi skulde bede Dr.
Fog
om at prædike. Da jeg bad
Hf m. er°m’ saSde han: »Ja, jeg vil jo gerne være med
at virke for alt godt, men så må De komme op en
aften og fortælle mig om, hvad De bestiller.« Han
nrl^r
u
1
t.iykkønudSivne>Je§ku»dé sigevældige
prædiken, hvori hanviste, at udenKristendommen er
alt, hvadmennesker opbygger, kunormstukkent værk.
a Bertelsen og jeg kørte hjem fra kirken, udbrød