87 / 188
overstås. Hos
Martensen
var den en stor åndelig ny
delse; det var en glæde at have en dag i ro til at ud
arbejde de skriftlige opgaver, og ved den mundtlige
prøve forsvandt al ængstelighed ved biskoppens rolige
overlegenhed. Han kunde jo i få ord stille alt i et klart
lys, og han talte varmt og indtrængende om de højeste
problemer. Kun havde jeg ønsket, at han havde udtalt
sig udførligere om vore prædike-udkast. At præsteska
bet var tilstede i ornat fandt jeg meget højtideligt.
Inden vi gik, tog han afsked med præsterne og be
holdt kandidaterne alene for at gennemgå ordinations
handlingen; også dette gjorde han klart og grundigt.
Selve ordinationshandlingen med håndspålæggelse
fandt jeg meget stemningsfuld. Jeg undrede mig over,
at Guds nåde vilde tage en sådan synder til sin tjener,
men jeg troede på hans nådes rigdom. Martensens
ordinationstale var som altid fuld af lys og trøst. En
dejlig septemberdag forlod jeg så København.
Frimodt
kørte med min hustru og mig ud på »Lygtevejen«, og
vi skiltes i nærheden af det sted, hvor vi senere skulde
mødes igen. Det var ham ikke let at se den ene efter
den anden af sine hjælpere drage bort. Men han så
fornuftigt på dette. Han havde tidligere skrevet til
mig: »Så du vil også stikke af! Hver eneste ydmyg
sjæl, som vil bruge sit pund i hans tjeneste, er ikke
alene en vinding for missionen, men dertil en meget
sjælden vare. Men jeg har altid tænkt mig, at kandi
daterne kun er midlertidige hjælpere i hovedstaden,
der ingenlunde skal slide sig op i en dobbelt virksom
hed for det timelige udkomme og for den uendelige at
redde syndere; det har ikke været min tanke, tværtimod
mener jeg, at det er godt at komme i en bestemt be
grænset virksomhed. Derfor vil jeg ingenlunde gøre
nogen af mine venner vejen trang og adskillelsen svær,