EnGammelPræstsLivserindringer

ting. Han blev en af mine bedste venner. Jeg havde

nu god tid til at udarbejde mine prædikener. Jeg har

aldrig haft ro i sindet, før jeg var klar over, hvordan

den foreliggende text skulde anvendes. Enhver søndag

har sin særegne opgave i kirkeåret, og man gør uret

i at overse dette og den tankegang, som således knytter

alle søndagstexterne til samme søndag sammen til en

enhed. Menigheden venter med rette, når præsten læser

texten op, at han så vil udlægge og gøre anvendelse

af den; thi han skal give dem Guds ord, som det

sandelig er, jf. 1. Thess. 2, 13, og ikke sine egne fri

fantasier. »Trøster, trøster mit folk«, siger Herren, og

dertil må alt sigte. Men når man ikke skal give sine

egne tanker om Guds ord, men Guds tanker ud af hans

ord, så kan det kræve meget studium og arbejde. Jeg

har derfor altid haft min prædiken skrevet i god tid.

Om fredagen vil jeg helst være færdig; thi man kunde

blive forstyrret netop om løverdagen, og hvem ved, om

man kan skrive en prædiken til bestemt tid? »Man må

smedde, medens jernet er varmt«, sagde Frimodt. Han

selv memorerede også sine prædikener omhyggeligt og

sagde: »Når man gør det samvittighedsfuldt i sine før

ste syv præsteår, har man siden altid let ved at huske

dem«. Jeg har givet ham ret heri. Derimod kunde det

ske — og det kan ske endnu — at når jeg om løver

dagen lægger den sidste hånd på værket, finder jeg et

og andet parti mangelfuldt, det må da omarbejdes.

•Engang hørte jeg

Monrad

udtale sig om prædikener,

idet han deltog i vore herreds-konventer i det år, da

han var præst i Brøndby. Han spurgte os, hvor lang

tid vi brugte til at skrive en prædiken. Svarene lød

forskelligt — 4, 3, 2 timer. Så vilde vi da gerne vide,

hvor let han med sit gode hoved kunde udarbejde en

prædiken, og han gjorde os alle til skamme ved at