EnGammelPræstsLivserindringer

til ro i sit eget hjem. Det faldt mig svært at forlade

Borchs kollegium; men jeg turde ikke andet. Vor første

bolig var på Blegdamsvejen nr. 48, der, hvor der lå en

tårnbygning i haven; senere flyttede vi til Guldbergs-

gade nr. 9. Da jeg spurgte min kæreste, om hun turde

gifte sig med en timelærer, sådan på det løse, svarede

hun: »Jeg har ingen betænkelighed, alt i denne verden

er jo på det løse, kun Guds barmhjertighed er fast;

og det er jo dog den, vi bygger på, så kan vi da ikke

sige, at vi bygger på sand.«

Tiden gav hende ret. Vi begærede ikke som så mange

i vor forvænte tid nyt bohave; vi begyndte med lidt,

men så har man desto mere glæde af ethvert stykke,

som man kan føje til i årenes løb. Jeg erfarede nu den

lykke, som det er at have sit eget hjem; også i ansvaret

for det ligger der en skjult velsignelse, og Gud giver

os ofte noget for vort hjems skyld, som vi ellers ikke

havde fået. Jeg fik stadigt nok af glædeligt arbejde.

Af ny familier, som jeg derved kom i forhold til, min

des jeg med særegen taknemmelighed to. Den ene var

kammerråd

Læssøes

på Rosenborg, med hvis døtre jeg

læste religion i hjemmet. Det var en både fra tankens

og hjertets side kristelig dannet familie, som det var

en glæde at samtale med. Den anden familie var

medaillør

Conradsens

i Rosenvænget. Det hører til

mine glædeligste minder, at jeg har lært at kende

denne mand. Som bekendt var han en meget beskeden

mand, der yndede at kalde sig »håndværker«, end

skønt man ved, at han har udført adskilligt af, hvad

der bærer

Jerichaus

navn, f. ex. H. C. Ørsted. Han var

en ideelt anlagt kunstnersjæl. Nutidens realistiske ret

ning i kunsten var ham imod, og man behøver kun at

betragte hans »tro, håb og kærlighed« for at forstå,

hvorhen hans ånd stilede. Også hans »Adam og Eva«