71 / 188
62
Jovi, non licet bovi!«*) I kirkeret docerede dr.
C asse.
Han var næsten blind, men besad en god hu
kommelse, og efter timen kunde han sta længe og la e
os spørge ham om mangt og meget. I messesang havde
vi
A P
B e r g g r e e n .
Han var en meget ligefrem natui.
Da ieg gik til ham om råd, havde han stort selskab;
desuagtet siger han: »Vi kan jo prøve med det sam
me!« »Der skal megen øvelse til,« siger han sa. Og der
ved blev det. Kan man ikke synge, må man nøjes med
et tydeligt reciterende foredrag. Senere hørte jeg en
u n g '
præst spørge
C. Rothe
i Københavns præstekon-
vent, hvad han skulde gøre i så henseende, da han lk e
havde sangstemme. »De
skal
messe,« svarede den gamle
o« slog i bordet. Manden satte sig forbløffet ned. -
Fra hvilken side jeg end betragter pastoralseminariet,
finder jeg denne institution i den grad nødvendig, at
jeg mener, at også stoffet burde udvides med en time
særskilt i pædagogik. Der kunde jo vindes tid dertil i
studenterårene. Senere har jeg til ministeriet indgivet
et forslag til en omdannelse af pastoralseminanet,
eventuelt med oprettelse af et professorat i praktisk
teologi. Ministeren forelagde det i 1894 for kirkeradet,
men man savnede midler til sagens gennemførelse.
FÆ D R E L A N D E T
En historisk begivenhed prægede sommeren 1863,
idet kong
Frederik den Syvende
i højtidelig audiens pa
Kristianshorg slot modtog den græske deputation, som
skulde udbede sig den unge
prins Georg
til Hellenernes
konge. Kongens optræden ved denne lejlighed var en
konge værdig, og hans trontale gjorde det bedste ind-
*)
Hvad der er Jupiter tilladt, er ikke hver mands sag.