EnGammelPræstsLivserindringer

til grund. Selv det mindste var ham helligt. Han

kunde sige: »Jeg tillader mig ikke engang at. lægge mit

lommetørklæde på alteret, for det er jo ikke

mit

bord.«

Og han betroede os, at hver dag under sin morgentur

repeterede han Luthers lille katekismus for sig selv.

Og man skulde høre ham ved en konfirmation lægge

hele sin sjæls styrke ind i hvert ord, han talte, så

vilde man indrømme, at der kan være velsignelse i

den handling.

B. J. Fog

blev hans eftermand. Måske

han ikke var slet så praktisk, men hans sjældne for

ening af lærdom og fromhed gjorde, at man altid hørte

ham med udbytte. Da der blev spurgt ham, om han

havde holdt andre prædikener for Folk i Nestelsø end

for dem i hovedstaden, svarede han: »Nej, jeg har væ

sentlig prædiket pa samme made. Og De, mine her

rer, kan ikke give andet, end hvad De selv er.« På

spørgsmålet om kritik af prædikener svarede han:

»Dersom nogen siger til mig: Du har denne eller hin

uvane, så vil jeg se at aflægge den; men dersom nogen

siger: Du skulde prædike anderledes, end du gør, så

Siger jeg: Bliv mig fra livet med den snak, for jeg

prædiker nu sådan, som jeg kan!« Vore prædikener

holdtes altid i Vartov. En gang havde jeg

Chr. Richardt

til Censor, og han leverede en meget udførlig bedøm

melse, idet han fandt flere tanker i min prædiken, end

jeg vel selv havde haft; han skabte ligesom noget nyt

og mere ud af den. I katekese havde vi Holmens provst

Munter.

Han besad en egen evne til at katekisere så

ledes, at børnene aldrig blev ham svar skyldige. Da

jeg ved den kateketiske prøve uvilkårligt kom til at

anvende et af hans exempler, fandt Martensen det ikke

kirkeligt nok og vilde derfor kun give karakteren vix

laudabilis, skønt Biædel vilde have givet admodum

laudabilis. Men Martensen havde jo ret: »Quod licet