EnGammelPræstsLivserindringer

tryk både hjemme og ude. Men slutningen af 1863 førte

os ind i bevægede forhold, som på mange måder op

tog sind og tanker. Luften var svanger med ildevars

lende politiske skyer. Man vidste, at der stadigt for

handledes om Holstens stilling, men nogen klarhed fik

man ikke. I november var kongen på Lyksborg og

gjorde derfra udflugt til Danevirke. I det rå efterårs

vejr pådrog han sig en ansigtsrosen, som blev skæbne

svanger for ham. Da det rygtedes i hovedstaden, at

han var i fare, kom vi i den heftigste bevægelse. Endnu

kunde vi ikke tænke os Danmark uden ham, grund-

lovens giver. Om aftenen den 14de november besøgte

jeg

Schrolls,

som boede på Nørrebro. Vi havde ingen

ro til at blive hjemme og gik ved 10-tiden ind til byen.

Gaderne vrimlede af en menneske-mængde i feberagtig

spænding. Næste morgen vidste vi, hvad der var sket.

Vi blev som lamslåede, og da det lød fra slots-altanen:

»Kongen er død, kongen leve!« blev den ny konge ikke

modtaget med den jubel, en konge kunde vente. Men

hans ædle hjerte har sikkert forstået folkets smerte, og

han har ventet tålmodigt, medens hans ridderlige ret

sind, hans trofaste kærlighed til Danmark, hans gud

frygtige sind og hans skønne familieliv har knyttet

ham fastere til folket fra år til år. Om Fr. VII’s ligfærd

har jeg i et brev meddelt følgende: »Aldrig har jeg set

et sådant ligfølge, vist en halv mil langt. Over 120 vogne

åbnede toget. De skånske husarer gjorde et smukt ind

tryk. Kl. 2 så jeg i Vimmelskaftet den første vogn,

kl. 4 kom de sidste. De forskellige foreninger stod op

stillede i espalier på begge sider af gaderne for at

holde orden. Vi studenter sluttede toget. Det var for

resten en kold vagt — i 4 timer på eet sted. Vi var et

smukt kompagni, med sorte ben, hvide halse og huer

med flor. Det hele var meget højtideligt. Kongen nik-