73 / 188
64
kede smukt til alle sider.« Så åbnede 1864 sine porte.
Julen havde jeg tilbragt på Ærø. I januar var jeg til
session. Da jeg kun blev taget til ambulance-bærer,
foretrak jeg at stille for mig for ikke at komme ud af
alt mit arbejde. Hvad vi led under årets skiften af
frygt og håb, lader sig ikke beskrive. Allerede i novem
ber 1863 var
Jens Paludan-Miiller
afgået til hæren. In
gen af os havde tænkt, at denne for studier anlagte
mand skulde udmærke sig som soldat. I januar holdt
vi på kollegiet en afskedsfest for de andre bortdra
gende. Der var L.
Wagner, Fr. Zeuthen, Chr. Breds-
dorff
og Fr.
Jungersen.
Bredsdorffs bog »På feltfod«,
1889, er et smukt bevis på, hvilken modstandskraft et
gennemdannet kristeligt sind kan give mennesker over
for dette livs besvær. Den er den dag idag en ypperlig
læsning for unge. Vi, som blev hjemme, måtte jo passe
vort arbejde trods al uro og ængstelse. Kun bedrøvede
det mig, at man blev ved med at gå til forlystelser og
gøgl, som om der intet var sket. En anden tone lød
igennem sådanne ord, som
H. E. Meyling
skrev til mig.
Han havde strax efter examen forladt København for
at søge arbejde. »Kære pater!«*) skriver han, »i disse
tider tør jeg ikke tage nogen bestemmelse for en tid,
der ligger endogså blot så langt frem i tiden som fra
maj til juli. Jeg er formelig ked af, at jeg er blevet
kasseret. Skal man gå og glo her, medens de andre er
borte og kæmper! Den trængsel og nød, hvori vort land
er stedet, kan jo måske gøre det til pligt for hver mand,
der kan bære våben, at bidrage til dets frelse. At være
menig duer jeg ikke til, men man kan jo blive reserve-
aspirant --------.«
*)
Således blev fader kaldt af skolekammeraterne fra Odense.
Udg.