DetGamleKøbenhavn

pere, der krydser viden om; der er ingen Beskyttelse

i international Ret, Husets Vel og Ve hviler paa de

skrøbelige Skibsplanker; Assurance er der paa Grund

af Risikoen hyppig ikke Tale om. Derfor viger hun

ikke fra Kontoret Dagen lang, thi hendes Mand er

rejst, og hun maa passe det hele store Maskineri, saa

hun hver Aften kan skrive videre paa det Brev, der

skal af Sted den første Postdag.

Hun taler med sin Fuldmægtig

Redelien

og med

Proviantmester

Thomsen;

hun skal udbetale Penge

til Pingel, Meier

Co., hun skal huske, at Redelien

møder til Auktion over Hørfrø paa Børsen Fredag

Kl. 12. Ude i Skuret i Gaarden er der travlt, det skal

ryddes, ogsaa det maa Husfruen paase; hun kan gøre

det. Gudskelov er Børnene friske, og de viser Flid

begge to; thi Mor har læst Fars Brev op for dem om,

at han haaber, de arter sig vel. Men selv er Madam

Buntzen opfyldt af Ængstelse for sin Mand: har han

nu nok Undertøj med? Nathuerne er for tynde, han

maa købe sig nye i Korsør. — Gamle

Maren

, som er

Husherrens stadige og personlige Opvartning, er helt

vred, fordi han saadan skal rejse, hun kender ham

nok til at vide, at naar der er Forretning at gøre, tager

han ikke sit Helbred nok i Agt, og hvordan faar

—

hun siger selvfølgelig »vi« — ham saa hjem igen?

— — Af dette lille Interiør kan vi danne os et

Billed af det hyggelige Købmandshjem paa Chri

stianshavn. hvor Grunden lagdes til megen Velstand;

men vi kan tillige beskrive Huset eller rettere Gaardene

meget nøje ved Hjælp af det, der af den Tradition,

en saadan Slægt nødvendig maatte skabe sig, senere

er efterladt os. Gamle Andreas Buntzens Dattersøn,

Andreas de Saint-Aubain

(»Carl Bernhard«) fortæller

os selv i sine tidligere omtalte Erindringer, at han har

brugt deres Lokaliteter livagtigt i sin Novelle: »Et Aar

i København«, hvis Indhold iøviigt er Familien fuld

komment uvedkommende. Vi giver da

Carl Bernhard

Ordet:

Knud Bokkenheuser: Det gamle København. I.