DetGamleKøbenhavn

uoplyste Kirke, og Sangen i den tavse Aften var Vi-

gilierne, den natlige Messe for de afdødes Sjæle . . . .«

Det gamle Kontor, hvor vi nys har set Carl Bern-

hards Bedstemoder regere, var, da Drengen lærte det

at kende, blevet fikset op; han siger, da han mønstrer

det: »Jeg maa tilstaa, jeg fandt intet at rette derpaa

trods al min Lyst til at ville forandre. Den store frem

springende Skorsten danner en hyggelig Krog ved

Siden af en gammel Kakkelovn med store Messing-

zirater, hvor Onkel sad i sin Lænestol ved et Bord,

der var fyldt med Bøger og Papirer. Reoler med Bø

ger dækkede næsten overalt de mørkebrune, gammel

dags med brede Sølvstriber og Søjler prydede Tapeter,

som kun hist og her skinnede frem. Én malet Plat

form paa Loftet, omgivet af massive Gibskarnisser,

fuldendte det antikke, som i Tanken satte mig hun

drede Aar tilbage i Tiden, hvilken Illusion Onkel med

sin kinesiske Damaskes Slobrok fuldstændiggjorde.«

Denne mærkelige gamle Gaard laa oprindelig gan

ske frit og kom i Andreas Buntzens personlige Eje

1779. Der kendtes da ingen Wilders Plads, og Bunt-

zen havde fri Udsigt helt over til sin Broder i Nyhavn.

En Vinterdag under et Ildebrandstilfælde løb Ung

dommen derover.

Længe inden den Tid, da Buntzen fik Gaarden i

Eje, ved vi, at her i 1728 var Samlingssted for en

Mængde Jøder, der var flygtet fra København under

Ildebranden, hvorved jo ogsaa Læderstræde gik op

i Luer. Ejer var da en »Taliener«

Antonio Pelli.

Tiderne gik, og Gamle Buntzens Børn voksede lige

saa hurtigt som hans Forretning. Sønnen Andreas

kom i Lære hos ham og blev optaget i Firmaet. Snart

var han giftefærdig, og han ægtede da

Camilla Cecile

Victorie du Puy,

en Datter af den bekendte Kompo

nist, Sanger og Livjægerløjtnant

du Puy,

hvis Skæbne

her i Landet jo er nøje knyttet til Frederik d. 7des

Moder Prinsesse

Charlottes.