106 / 379
102
Forvirringen og Ængstelsen blev bestandig større,
jo nærmere vi kom til de forfærdelige Septemberdage,
da København blev bombarderet tre Nætter i Træk
. . . . Der skete Udfald baade ved Dag og ved Nat
mod Englænderne; der kæmpedes tappert, der faldt
og blødte mange, men det var altsammen forgæves.
Det nyoprettede Livjægerkorps var især udsat ved
disse Udfald, medens Borgere og Studenter besatte
Voldene, hvor de heller ikke undgik at have døde og
saarede.
Jeg husker saa tydeligt en Nat før den første Bom
bardementsnat. Det var en .trykkende, lummer Nat,
min Moder og jeg sad alene i den store Dagligstue og
ventede, at Klokken i Frelserens Kirke skulde slaa.
Hele Huset laa i dyb Søvn med Undtagelse af min
Morfaders »gamle Maren«, der puslede i Køkkenet
for at koge Kaffe til »Sønnen«, hvilket hun under ingen
Omstændigheder lod sig betage, hun havde jo tjent
»Faderen«, længe inden han blev gift. Min Moder havde
paataget sig at vække min Fader og hendes Broder
(Andreas junior), som var Løjtnant ved Livjæger
korpset, han skulde være med til et Udfald i Daggry,
min Fader skulde til sit Batteri ved Københavns
yderste Befæstning. Det var endnu bælgmørkt uden
for og blæste.
Med eet hørte vi det rumle i Gaden, vi vidste,
hvad det var, men vi kunde dog ikke lade være med
at gaa til Vinduet, da denne fæle Lyd kom nærmere
— det var Vognen med Ligkister til de døde, som
var omkomne ved Udfaldet eller paa Lazarettet paa
Søkvæsthuset, som laa tæt Ved min Bedstefaders
Gaard. For ikke at alarmere Indvaanerne blev disse
Transporter frem og tilbage besørgede om Natten.
Vognen var stablet i Højden og formodentlig kun
løselig ombundet med et Tov, Stenbroen var under
Reparation, og udenfor os laa der store Bunker Grus
og Sten. Enten maa Kusken have villet undgaa dem
og er kommet ned i Rendestenen, eller han er kørt