107 / 379
103
op i Bunkerne — Vognen hældede, Tovet sprang vel,
og to Kister, den ene efter den anden, rullede af Vognen
og ned imod vor Port med to dundrende Slag. Min
Moder udstødte et halvkvalt Skrig, og jeg brast i
Graad. Vognen kørte videre, og Kisterne blev fore
løbig liggende.
Da jeg kom til Besindelse, saa jeg min Moder knæ
lende ved Siden af mig. I det samme slog Klokken i
Frelserens Kirketaarn med sin mægtige, dybe Malm
røst. Jeg havde aldrig før hørt den slaa saa stærkt,
forekom det mig.
Min Moder rejste sig, tændte en lille Haandlygte,
som var hensat til samme Brug, tog mig ved Haanden,
og vi begyndte vor tavse Vandring gennem det stille
Hus, det var hende aabenbart en Trøst at have mig
med.
Min Fader, som altid sov meget let, var snart
vaagen og munter og spøgte over sine paalidelige
Vægtere. Derpaa gik vi til min Onkels Værelse i en
af Gaardens Sidefløje.
Han sov haardt og trygt — der laa han, ung og
smuk, kraftig og sund, og nu skulde han vækkes for
maaske at gaa Døden i Møde! Men han
skulde
jo
vækkes. Min Moder bøjede sig over hans Seng og kys
sede ham vaagen, idet hun kaldte ham ved de kær
ligste Navne. Omsider lykkedes det.
Da vi kom tilbage til Dagligstuen, gik vi straks til
Vinduet; Kisterne var imidlertid afhentet til Laza
rettet; gamle Maren kom haltende med sin Kaffekande
og modtog sin Morgentak af os alle, og lidt efter forlod
min Fader og min Onkel Huset for at gaa hver sine
Veje. Min Moder kyssede og velsignede dem flere
Gange, det var hende grueligt at sende dem bort efter
et saadant Varsel. Mig kyssede de begge nok saa kær
ligt, og jeg var nær ved at græde. Da de var borte,
kastede vi os paa et Par Sengemadrasser, som var ben
lagte paa Gulvet i Dagligstuen. Jeg faldt straks i
Søvn og sov som et niaars Barn; da jeg vaagnede,