DetGamleKøbenhavn

. . . . »Gaarden bestaar af et Forhus til Gaden og

to Sidefløje til Gaarden; de vender Gavlene ud i Ha

ven, som ved en Mur ex’ skilt fia Gaarden og ved en

anden, der gaar rundt om Haven, fra den afsides og

lidet besøgte Gade, som løber bagved« . . . . Han for

tæller videre om hemmelige Tapetdøre med Trapper,

der fører ned til Haven, som er anlagt lidt gammeldags,

og Rummet tillader ingen store Forandringer, da den

er meget tæt bevokset med ypperlige Frugttræer. Den

hvide Havemur og et stort, tæt Buxbomtræ, som

Bedstefar maaske selv har plantet, giver den et al

vorligt Udseende, som de mange med lav Buxbom

omgivne Blomsterbede ikke formilder . . . . Familien

kommer kun sjældent derned, og det er unægtelig et

oplivende Syn at se de grønne Træer og Indfatninger

prange midt i Sneen.«

Den Fløj, hvori de gamle Kontorer findes, kaldes

»Klosterfløjen«, og den ser virkelig ganske katolsk ud,

saa meget mere, som Gavlen ender i en halvgotisk

Spids med en Kugle paa og et højt Gitter ved Siden

af, der adskiller Haven fra en lille Hønsegaard, min

der os om de lignende Indretninger, man paa Rejser

ser i mange af de gamle Klostre.

At denne Have ejer sin dybe Poesi i en duftsvanger

Foraarsnat, forstaar man af de simple Ord: »Den

milde Luftning bevægede næppe Bladene paa Træerne,

og kun i Buxbomtræet fornam man en sagte Fløjten

i de tætte Grene, idet Vinden trængte derigennem

og førte den af Natteduggen forstærkede, særegne

Lugt med sig og blandede den med Hyacinthernes

fmere Duft.«

Idet han en sen Nattetime ser paa »Klosteret«, ud

bryder han: »I Sandhed, det hedder Klosteret med

Rette. Den lille Gaard forekom mig som et Kapel,

hvor Himmelhvælvingen dannede Taget og Stjer

nerne de evige Lamper, det næppe kendelige Gitter

var Sprinkelværket, som skilte det fra den store