105 / 379
101
allermindste Sandhed i denne Meddelelse, det vidste
han bedre, og min Bedstefader gjorde bedst i at passe
sine egne Sager og lade Ministrene passe deres. Da
alt senere var gaaet galt og Flaaden gaaet tabt, gik
Ministeren bagefter med en stor Pension, og senere
gik han i prøjsisk Tjeneste . . . .
En Aften i Skumringen spadserede vi Børn med
vor Moder ned ad Vejen til København for at gaa
min Fader i Møde, som vi ventede hjem. Da kom
der paa een Gang en stor Sværm imod os, de brølede
og sang og støjede, og mange af dem var drukne og
ravende. Min Moder skyndte sig at naa et Markled
og faa det lukket efter os. Og vi saa dem nu drage
forbi. Aldrig havde jeg set en saa broget Sværm og
hørt saa underlige Lyde. Det var engelske Matroser
og Soldater, som skulde indskibes. De havde haft
Landlov og kom nu svirende tilbage. Bagefter dem
gik et Par Bækker høje Gardere med store Bjørne
skindshuer og korte Fruentimmerskørter under deres
røde Uniformer med bare Knæ og Sandaler snørte
til Fødderne. De hørte til et højlandsk Begiment Skot
ter, sagde min Moder, og hun var nær ved at græde
over alle disse Mennesker, som jeg fandt morsomme.
Men efterhaanden fik vi Børn ogsaa noget at vide om,
hvad der forestod, og delte de voksnes Ængstelse for
Krigen.«
Det »højsindede Albions« Beskyttelse af de smaa
Nationer, som vi har hørt saa meget om men følt saa
lidt til nu under Krigen, fornægtede sig jo heller ikke
i 1807.
Kort efter flyttede Familien hen til de gamle Bunt-
zens i Overgaden neden Vandet; da Morforældrene
helst vilde have alle samlede i denne Ufredens Tid.
»Det trøstede os meget, at vi skulde bo hos Bedste
fader; der var saa megen Plads og saa stor en Have
og saa mange ypperlige Kroge overalt i Huset, hvor
der kunde leges »Bøver» og »Forput-dig« trods noget
andet mig bekendt Sted . . . .