110 / 379
106
Af den følgende Skildring fremgaar det, at der var
en Flok Gadedrenge, som ved Stenkast søgte at for
ulempe Havens fredelige Smaapiger, ja en Sten ramte
endogsaa den senere Fru
Anine Liilken,
men Heiberg
blev vred og sprang ud for at hævne sig; alle mente,
det var taabeligt, men ban kom urørt tilbage.
Han har i det hele ofret sig for sine unge Veninder,
han var Hest for deres Barnevogne, saa han endnu
sveder ved Tanken, og han udbryder vemodigt:
»Og mon og I mindes vil
Blomsten i vor K lynge:
det aimable Tjærespil
med sin Vippegynge!
Der jeg og liar frelset een
ned fra Spillet falden:
Lotte, som var altfor sen,
fik et Slag paa Skallen.«
Helt kønt ser han paa de morsomme Omgivelser:
»Mindes Reberbanens H jul
med dens tusend Ynder,
hvor vi tidt har leget Skjul
mellem Reb og Tønder,
og den gamle Have der
med sin Rosensommer. —
O, men mindes Skibet og
med de tvende Master,
hvor vi i Kahyttens Krog
sad med 01 og Knaster,
hvor jeg hjalp Jer op og ned
ad den stejle Stige:
Ingen Sjæl som Offer gled
ned i Ægirs Rige.
Husk, hvor tidt mod Smedens Gæs
Jer m it Mod forsvarte . . .«
Jo, han har været en galant Fætter, og han har
elsket sit gamle Christianshavn, som han forherliger
med en let Omskrivning af
Ingemanns
Fædrelands
sang: »Dannevang ved grønne Bred«: