111 / 379
107
»Christianshavn ved Søndervold
Kallebodske Vove !
Kærlighed, det er dit Skjold,
Frihed dine Love.
Fuglen synger højt i Sky
over Frugttræer høje,
i hvis Skygge hviler bly
dine Døtres Øje.«
Ja, saa idyllisk var der dengang paa Christians
havn, og det hyggelige Borgerliv udfoldede sig frit og
fornøjeligt, som naar Skovturen —■hvor Heiberg er
Vært for sine unge Kusiner — skal gaa for sig i straa-
lende Solskin:
»For Porten holder
en Vogn fra
Busk,
den bringer os til Skovens Telte;
mon Skræk det volder,
at
jeg
er Kusk,
o, jeg skal sikkert ikke væ lte! . . .
K om nu
Pauline*)
Elisa**)
kom !
og lad m ig ikke længer vente!
Se
Jacobine**),
hvor god og from
hun Livbaand om sin Søster spændte!
M arie***),
hvor blev hun dog af? H vad nu?
Hun trak en K jole paa, den sprang itu.
Ja, hun bli’r stor,
sprængte som Flor
det gamle T øj, og Mutter skændte!«
Saa kører de i Skoven, fordelte tre og tre og en hos
Heiberg paa Kuskesædet, og de flygter fra det dæk
kede Bord med Kalvesteg og Æg i det sikre Haab,
at Dyrehaven bringer baade Mad og Glæde.
Paa Vejen møder de
Abrahams,
Heibergs Studenter
ven, standser og faar en Passiar med ham; ud ad Nør*) Pauline Buntzen, død ugift.
**) Elisa og Jacobine Jørgensen, to Legekammerater.
***) Senere Fru Strøm, Nationalbankdirektør Strøms Moder.