137 / 379
133
Den danske Marine har altid været Nationens Kæ
lebarn, der har staaet et romantisk Skær over vore
Forestillinger om den. Der findes heller ikke noget
saa frisk og kønt som en solbrændt dansk Matros,
en fiks lille Kadet eller en dansk Søofficer i Gala med
blaa Kjole, røde Opslag og gyldne Epauletter. Det
er et stolt Syn at se et af vore desværre altfor faa
Panserskibe staa Sundet ud, og det risler igennem en,
naar man paa en Sejlads møder en af de raske smaa
Torpedobaade, der med sydende Skum om Boven
farer af Sted gennem Bølgerne, der næsten helt kan
gemme dem. Det er saa ægte dansk, det hele, at
Hjertet hopper i Livet paa en af Glæde, naar man
møder det.
Og som den danske Marine — Flaaden, Office
rerne og »Mænnerne« regnes til vort Nationaleje, som
vi glæder os ved at se det danske Orlogs-Splitflag
udfolde sig kildent for Vinden, — saaledes har vi
ogsaa i den ærbødige Afstand, hvorfra vi kender vor
Flaades Hjem, en egen
dansk
Fornemmelse i vore
Forestillinger om Orlogsværftet. Er det de lysegrønne
Træer, er det de morsomme Bygninger derovre, er
det Skibene eller Solen, som forgylder det hele,
lige fra den staar op, til den forsvinder bag Langeli
nies Pavillon, eller er det blot den hjemlige Fornem
melse af Bølgerne og alt det, der hører dem til, som
skaber denne Følelse? Det er ikke let at sige; men
vist er det, at det er meget faa Københavnere, som
ikke har haft denne romantiske Forestilling i sig,
naar han kastede Blikket over til Værftet, som vi nu
skal se lidt nøjere paa, idet vi uden at krænke nogen
Diskretionspligt overskrider dets hellige Enemærker.
Der findes tre Veje, ad hvilke man kan betræde
Orlogsværftet. Vi kan tage med Bofærgen: — »Lynet«
kalder de vittige Gutter den paa Grund af dens usæd
vanlige Langsomhed, -— fra Toldboden over til Bom
mens Vagt, eller med Motorfærgen fra St. Annæ