141 / 379
137
vi paa Orlogsværftets Grund, vi er under militær
Disciplin, og vi maa ikke have Tændstikker i Lom
men, endsige Ild paa vore Cigarer. Vi drejer til ven
stre og passerer Vagten, som forlanger at vide, hvad
vi vil, og vi maa skrive vort Navn i en Bog.
Vi gaar saa hen over Flydebroen over »Nyt Løb«,
og vi staar snart atter paa fast Grund paa »Elefanten«,
som har arvet sit Navn af sin Bærer, idet et gammelt
Linieskib af dette Navn her sænkedes paa Grund for
at danne Underlaget for Øen. Vi vandret paa ny over
en Bro og befinder os nu overfor den gamle -— tid
ligere omtalte Nyholms Vagt, er altsaa paa Nyholm,
det ældste Stykke Orlogsværft, vi ejer, og her staar
vi ogsaa ved den gamle Maste kran.
Til venstre for os ligger Batteriet Sixtus, der skyl
der sin Fader,
Christian clen Sjette,
sit Navn; gaar
vi der op, befinder vi os snart paa
Flagbastionen,
maaske clet skønneste Sted paa hele det skønne Or
logsværft, sikkert et af de frieste og friskeste Ud
sigtspunkter i hele København, hvor vi har vid Ud
sigt over Øresund og ind til vor kære By, Staden med
de skønne Taarne. Sejlere krydser uafladeligt ud og
ind, livlige smaa Motorfærger stønner af Sted mellem
tungtlastede Transportdampere og letbyggede Pas-
sagerbaade. Den store Verden derude sender os Bud
paa Bud, dens Flag vajer fra Skibene i Alverdens Far
ver, men friest og skønnest smælder dog Dannebrog
over vore Hoveder, det Flag, der hejses, naar Sol
staar op, og stryges, hver Gang dens sidste Straaler
slukner ovre bag Kastelsvoldens Træer.
Vi befinder os i umiddelbar Nærhed af Sixtus’ to
Rækker Kanoner, der peger mod Yderhavnen og mod
Kongedybet, det minderige Vand, hvor vore Fædre
blødte for vor By. Et Minde herom finder vi ogsaa.
En simpel Sten, hugget som en afbrudt Skibsmast;
den bærer den snurrige, snirklede Inskription i Dati
dens Sprog: