218 / 379
214
Lochte, og hun havde to Døtre,
Marie
og
Emilie.
Grunden er nu optaget af Elmegades Stenkolosser,
men Madam
Hansens
Hus laa der endnu i 1885, og
op til det stødte en Grund og et Havehus, der tilhørte
en afdanket Koffardikaptajn
Gram,
som efter sin
Fader havde overtaget en Slags Beværtning, hvor
dog kun de kom, der hørte til en fast Kreds, og de be
handledes nærmest, som om de var Medlemmer af
Familien. Det var ældre Embedsmænd, Studenter
og unge Kunstnere, der fandt sig hjemme her. Og
at navnlig de sidste søgte derhen, kan man vel nok
finde Forklaringen paa i den Omstændighed, at
Gram
havde fire meget smukke Døtre.
Naturligvis søgte de unge Jomfruer
Gram
sammen
med Jomfruerne
Hansen,
og naar Sommeren stod i
sin fejreste Glans, samledes de gerne ved et Haand-
arbejde i et Lysthus, der laa omtrent paa Grænsen
mellem de to Haver. En skønne Dag overraskedes de
— det var i 1837 —- pludselig ved, at ingen ringere
end
Chr. Winther
svang sig over Havediget og stod
midt iblandt dem, og efter at den første Forskræk
kelse havde sat sig, syntes de unge Piger i Grunden
godt om denne besynderlige Troubadour, der altid
havde Hjertet paa Læberne, altid et lille galant Vers
parat; det hele var gaaet saaledes til, at
Chr. Winther,
som i den Tid kæmpede en haard Kamp for at frigøre
sig fra sin Forlovede, den ulykkelige Jfr.
Sophie Han
sen,
med hvem han kort efter slog op i sit hjerteløse
og brutale Digt »Ravnens Kvide«, for at faa Ro i sit
ustyrlige Sind havde lejet sig to Værelser uden Ports
hos Madam
Hansen.
De unge Piger havde med en vis Nysgerrighed —
som enhver nogenlunde kendt Forfatter eller Digter
endnu den Dag i Dag føler sig udsat for, smigret
eller generet af — observeret, hvorledes han levede
sit daglige Liv, og de kunde fra deres Lysthus kigge
lige ind i hans Stue. De vidste, at han stod sent op,
ja, somme Tider var de helt flove over, at han laa i