220 / 379
216
han forfærdede dem ved at plumpe lige over Havediget
fra Nørrebrovejen ind i deres Lysthus.
Da han slap fri for
Sophie Hansen
, var det, som om
der vældede ny og fri Livslykke op i ham, og Erotiker
som han var, kunde han ikke tænke sig selv uden en
Genstand for sit Sværmeri, og hans Ksterlighed faldt
da ganske naturligt paa den yndefulde, nittenaarige
Marie Hansen
der ude i Gartnerhaven paa Nørrebro.
Hun var høj og slank med brune Lokker ned ad Nak
ken, blaa Øjne, der saa saa barnligt og drømmende
ud i den store Verden, som hun forstod sig saa lidt
paa.
Naar
Chr. Winther
var forelsket, troede han selv
fuldt og fast paa, at det var for hele Livet, og dog
mener jo vore Psykologer, at han egentlig talt kun
har haft een eneste stor og virkelig Kærlighed, det
var
Alvilde Muffelmann,
til hvem han skrev »Flyv,
Fugl, flyv!« — Det var derfor ikke saa underligt, at
han i fuldt Alvor erklærede til Marie Hansen, at, naar’
-hun blev hans Hustru, skulde hun kun gaa klædt i
Atlask, fordi det var det eneste, der passede for hen
des kvindelige Natur og æteriske Skikkelse.
Det kan maaske her interessere at faa at vide, at,
da Chr. Winther flyttede fra Nørrebro, lejede en af
hans Venner, den senere Stifter af en højt anset Skole,
Professor
Schneekloth,
hans Værelser; han blev for
lovet og i 1841 gift med Marie Hansen; den yngre
Søster ægtede Litograf
Tegner
og blev Moder til Pro
fessor
Hans Tegner.
Af Jomfruerne
Gram
blev den ene
gift med Professor
Prosch,
den anden med C. V.
Rime-
stad,
saa man ser, at det ikke alene var Skenheden,
men ogsaa Intelligensen, der i de Tider prydede de
unge Piger i Nørrebros Blomsterhaver.
Da
Christian Winther
boede paa Nørrebro, havde
han den store Sorg at miste sin »Halvbroder«,
Poul
Møller,
der jo tillige var hans faderlige og bedste
Ven; han fik da travlt med at forberede Udgaven af
hans samlede Skrifter. Det var dog ikke med blø