219 / 379
215
Sengen, naar Klokken var slaaet 12. Saa gik han,
naar han endelig var kommet ud af Fjerene, ind til
Gram,
hvor han spiste sin Frokost og passiarede en
Timestid, især naar en af Døtrene var til Stede. Ga
lant og ridderlig var han altid, lidt lapset syntes de
rare Piger dog af og til. Men det hændte ogsaa, at han
beordrede sin Frokost sendt over paa sit Værelse, og
saa fik Pigebørnene travlt med at passe paa; for saa
vidste de, at Aanden var kommet over Digteren, og
de glædede sig til, at han den næste Dag vilde komme
ind til dem i Lysthuset og læse højt for dem, hvad
han havde skrevet. Og der var ingen, der kunde læse
saa kønt og hjertevarmt som
Chr. Winther,
— syntes
de da.
Og var det noget rigtig interessant, satte man alle
mulige andre Hensyn til Side i Huset, ja, Døtrene
fik endda den skikkelige Madam
Hansen
til engang
at udsætte en Storvadsk i fire Dage, bare for at Pige
børnene kunde faa Lov til at høre Chr. Winther læse
højt.
Naar denne Højtlæsning var forbi, gik Chr. Win
ther gerne til Byen, hvor han spiste sin Middagsmad
hos Traktør
Petersen
paa Vestergade, hvor der var
saadan en Pokkers køn Tjenestepige, der hed
Louise.
Men naar han kom hjem, var han atter Oplæseren;
han svæmrede for alle de unge, friske Piger, og det
var ikke helt sjældent, at han improviserede et Vers
til dem. Et af dem begynder:
»I Haven glad jeg træder ind,
mens Morgendæmringen svinder,
jeg kan ej andet end takke Gud
for Smilet paa Rosens Kinder.«
Og Pigebørnene var alle glade for ham: »Nu kan
man mærke, Digteren kommer,« sagde de, ikke alene
fordi han, der jo holdt af at hæge om sin Person, altid
bragte en diskret Duft af Eau de Cologne med sig,
men ogsaa fordi han ved en lystig Sang eller Nynnen
bebudede sin Ankomst. Det var kun een eneste Gang,