223 / 379
219
sagedes paa sin Vej baade til og fra sit Hjem af en
eller flere fattige Studenter. Men afholdt var han ellers
ikke.
Den stille Kirkegaard der ude paa Nørrebro led
heldigvis ikke noget under Jødefejden; skønt der var
Røster nok, der krævede, at man skulde skænde Jø
dernes Grave, var Vejen derud dog for lang, og Kirke-
gaarden ligger hen i den Fred, der tilkommer de dødes
Have; men den ligger der tillige som et Minde om al
den Tak, Danmark skylder sine Jøder. Gaar man
derind, vil man se, at Stenene taler; det ene højt an
sete Jødenavn straaler een i Møde efter det andet,
idet det bærer Vidne om den Hæderlighed, Dygtig
hed, Uegennytte og fremfor alt uselviske Fædrelands
kærlighed, der har præget de gode Jøder, og det er
ingen Overdrivelse at sige, at det er de fleste af Jø
derne, der horer til de bedste i vort Samfund.
Naar man blandt Navnene paa Stene i Flæng næv
ner:
D. B. Adler, J. Ballin
(Kobberstikkeren),
Fræn-
ckel, Levin, Melchior, Meyer, David Eibeschiitz, Na-
Ihansohn, Ruben, Salomon, Simonsen, Trier
og
Wolff,
vil man let indse, at man her staar overfor en Række
Navne paa Slægter, der i den ene eller den anden Ret
ning har været med til at bære Danmark og gøre det
Ære i det sidste Aarhundrede. Intet Under derfor,
at der har siddet og sidder Jøder i Kongens Raad,
noget, der for et Aarhundrede siden vilde klinge som
en Absurditet, og at Jøder paa Handelens, Industriens
og Videnskabens Omraade nu i mange Tilfælde ind
tager Førerstillinger.
Ære være derfor de danske Jeder, der, selv om de
er blevet bedre behandlet end en stor Del af deres
Trosfæller i det øvrige Evropa, alligevel led Mindre-
mandskaar gennem Aarhundreder, inden sund For
nuft fik Bugt med Dumhed og Fordom.
I Flalvtredserne købte Rebslagermester
Hans Thrane
(Fader til Tivolis Direktør) Major Svendsens store