DetGamleKøbenhavn

224

Lukke«. Det hed sig i lange Tider, at

Pio

skulde have

taget den Præmie, der tilfaldt

Geleff

fra Politiets

Kasse, for at han skulde forlade Danmark, til Indtægt

for sig; dette er dog den rene Bagvaskelse; der fore

ligger en klar og tydelig Kvittering fra

Geleff

til Poli

tiinspektør

Hertz

, hvori

Geleff

tilstaar at have mod

taget 2000 Rdl. af Københavns Politi.

Den tredie af Nørrefælleds Helte,

Harald Frederik

Valdemar Brix,

var vel nok den ubetydeligste, men

tillige den mest sympatetiske. Han havde næppe syn

derligt Begreb om, hvad Socialisme var; det var nær

mest skuffede Haab og økonomisk Ruin, der drev

ham til ganske blindt at følge i sin Fætter

Pios

Kølvand,

og han kom, som man vil vide, til at bøde haardt

nok derfor. Ejendommeligt for ham som for de andre

to Førere, hvis man kan kalde dem saa, var det, at

han ogsaa efter udstaaet Fængselsstraf søgte ganske

afmægtigt at smæde sine mægtige Modstandere, deres

Religion, Kongen og alt bestaaende; men medens de

andre lod sig købe ud af Landet, tog Brix sin Ekstra-

straf af 4 Aars Forbedringshus for sine Skriverier i

»Ravnen« og døde ret ubemærket i København d. 28.

Maj 1881.

Nørrefælled fik en vis historisk Glans ved dette

første Socialistmøde; siden har den jo under de for

Idéen langt lykkeligere Forhold givet Plads for mange

lignende; men de første Lederes Mangel paa Person

lighed og Mandighed lammede dog den socialistiske

Bevægelse saa stærkt, at det varede til 1883, inden

den satte sig virkelige Spor i dansk Politik; men da

var den ogsaa konsolideret igennem Fagforenings

dannelser o. 1.; praktiske Mænd som

P. Holm og C.

Hordum,

der selv var udgaaet fra Arbejdernes Kreds,

førte an, og de stuelærdes Katederpolitik og Mistag

paa det virkelige Livs Krav var en saga blott.